Blog om de forbudte fantasier

Sexologens blog: Hvordan får man talt om sine forbudte fantasier?

Hvem taler man egentlig om sine lyster med hvis de føles forkerte eller forbudte?

Nogle mennesker finder modet til at tale med deres partner eller venner med om det. I nogle relationer er det et mest naturlige i verden, men der er langt imellem. For frygten for at de, som man elsker, vil tage afstand fra én netop pga. af denne sårbare udlægning, holder rigtig mange fra at få luft for tankerne, og derved kan følelsen af at være forkert, skabe en indre følelse af ensomhed. For den psykiske intimitet hænger sammen med den fysiske intimitet og derved relationerne.

 

Skal alle fantasier udleves?

Fantasier er ikke en to-do-list. Ikke nødvendigvis. Jeg husker min egen første seksuelle fantasi. Den er ikke blevet udlevet. Det skulle den heller ikke.

Fantasier er en indre repræsentant for den del af os, der er kreative og grænsesøgende. Den fortæller os om overgange fra et stadie i livet til et andet, hvor vi på ny skal lære os selv at kende. Vi lærer os selv at kende når vi møder vores grænser, og hver gang vi møder dem kender vi os selv bedre og bedre. Netop derfor er grænser så vigtige at mærke og handle på.

 

 

At tvivle på fantasiernes ret til at være opstå og følelsen af skam, der kan stå ifølge med de mørke områder af de indre univers, er alt sammen små gaver til ens egen forståelse og udvikling.

Jeg havde en klient der havde en enorm appetit på livet og på det seksuelle, der sagde ”man skal ikke dø nysgerrig”. Jeg elsker det citat og tænker på det, når der dukker noget op, der vækker min nysgerrighed.

 

Er det målet at have et parforhold hvor man kan tale om alle seksuelle fantasier?

Ja og nej. Ja, fordi det er en måde at udvikle sig på sammen, og lære hinandens indre univers at kende. Fordi seksualitet og fantasier er sårbare, og derved giver man sin partner en mulighed for at vise omsorg og opnå gensidig respekt, på grund af netop at dele denne sårbarhed. Der er ikke mange tabuer tilbage i denne verden, men man leve 20 år sammen uden at dele netop det indre seksuelle univers med hinanden og derved gå glip af den psykiske intimitet, som kan opnås ved at åbne op for de døre.

Nej, fordi der er nogle der lever i gode parforhold, hvor man ikke nødvendigvis har lyst til at dele alle fantasier med partneren, enten fordi man har fornemmelsen af at modparten har givet udtryk for sin manglende forståelse eller at fordi netop en del af det at have en fantasi kan i sig selv være stimulende og ophidsende fordi den er forbudt. I et parforhold hvor man deler meget med hinanden, kan det føles helt befriende at have noget der kun er ens eget.

 

Hvad kan en fagperson hjælpe med?

Det kan være en ide at tale med en fagperson, for at få overblik over hvad disse fantasier indeholder af elementer, som kan repræsentere en tilstand, som du er i lige nu. Har du meget dagligt ansvar, sørger din