Min gamle slatne mave

Selvbillede og bodyshaming

Rom blev ikke bygget på en dag og mit forhold til min krop er under evig forbedring. Jeg vil øve mig i at vise min sårbarhed mere, et øvepunkt jeg har sat mig selv. Ellers kan min sårbarhed nogle gange komme ud i forklædning: som sarkasme, ironi og jalousi. Så jeg vil dele en meget sårbar opdagelse med dig:
Idag da jeg kom ud af et langt og varmt bad, hvor jeg havde tænkt morgenens skænderi og misforståelser igennem, smurte jeg mig selv ind fra top til tå. Eller det gjorde jeg så ikke, for jeg undgik maven.
Jeg prøvede at komme i tanker om hvornår jeg nogensinde havde kunnet lide min mave. Jeg kan huske som teenager at jeg hev i den og påpegede de milligram fedt der gemte sig under huden. Eller som anorektisk tynd hvor min mave indikerede om jeg havde været dygtig til at undgå måltider i et par dage. Og altid min mors stemme i mit baghoved der siger “Uh hvor er jeg fed. Hvor ulækkert!”. Så maven har været et syndrom, et symbol på hvor elskværdig man var.

 

Har elsket min gravide mave

Jeg kom frem til at jeg allerbedst har kunnet lide den når jeg har været gravid. For så tilhørte den ikke rigtig mig. Den skiftede ejer i en periode og så var det nemmere for mig at folholde mig til den. Alle folk rørte og beundrede den. Min mave fik rigtig meget kærlighed da jeg var gravid. Jeg selv snakkede til den og kælede for den, holdt på den, spillede musik for den, smurte den ind og gav den i det hele taget meget positiv opmærksomhed.

Post-graviditets maven var udskældt og et tegn på at jeg ikke rigtig “havde taget mig sammen”. Fik forfærdelige historier om folk der havde født og hoppet ned i deres gamle bukser bagefter. Jeg tilmeldte mig efterfødselshold og knoklede løs. Svedte, løb, lavede yoga, kejtede rundt på cykler og kredsløbsmaskiner, men maven blev hvor den var. Jeg tabte mig ikke spor.
Jeg skældte og smældte, ville ikke se mig i spejlet og slet ikke skifte tøj hvis der var andre i nærheden. Heller ikke min mand.

Idag gik det op for mig, da jeg stod og smurte mig ind at mit forhold til min mave stadig er negativt. Jeg smører mine arme ind og siger “hvor er de stærke”
smører mine bryster ind og siger “hvor er i smukke”
mine ben “hvor er i lange”
mit ansigt “hvor er du pæn”

…men undgår slet og ret min mave.
Og her stopper festen: mit billede af hvor elskværdig jeg er, skal ikke afhænge af blødheden af min mave. Den skal ikke afhænge af min mors stemme.
Den skal ikke definere om jeg er elskelig. For det er jeg. Jeg får det bekræftet hele tiden. Af mennesker omkring mig. Jeg får så meget ros for min personlighed. Min udstråling, mit ordvalg, min omsorg og imødekommenhed. Det er det! Så istedet for at tage ros ind igennem mit hoved vil jeg suge det helt ned i maven og fylde den med glæde og omsorg for mig selv. Jeg vil tale pænt om den og til den og smøre den ind. Hver dag. Som jeg gjorde for to år siden da jeg ville forbedre forholdet til mine bryster.

 

Skriv et svar